Walter Model | |
---|---|
24. januar 1891 - 21. april 1945 | |
Kaldenavn(e) | Hitlers brandslukker |
Født | 24. januar 1891 Genthin, Sachsen, Tyskland |
Død | 21. april 1945 (54 år) Ruhrområdet, Tyskland |
Begravet ved | Kriegsgräberstätte Vossenack |
Troskab | Tyskland |
Tjenestetid | 1910-1945 |
Rang | Feltmarskal |
Chef for | 3. Panserdivision (November 1940) 41. Panserkorps (Oktober 1941) |
Militære slag og krige | 1. verdenskrig Slaget ved Arras (1914) 2. verdenskrig Østfronten |
Udmærkelser | Jernkorsets Ridderkors med egeløv, sværd og diamanter
Jernkorset af 1. klasse |
Underskrift |
Otto Moritz Walter Model (24. januar 1891 – 21. april 1945) var en tysk general og feltmarskal under 2. verdenskrig. Han er kendt for sine defensive slag i den sidste halvdel af krigen, fortrinsvis på Østfronten men også i vest, samt for sit nære forhold til Adolf Hitler og nazismen. Han er blevet kaldt Wehrmachts bedste defensive taktiker.[1]
Selv om han var en hårdnakket aggressiv pansergeneral først i krigen, blev han bedst kendt som praktiker inden for udmattelseskrig. Hans medarbejder general Erhard Raus kaldte det for "zoneforsvar".[2] Han lagde vægt på stærke befæstninger, vægrede sig mod at opgive land (selv om han ikke var absolut modstander af tilbagetrækninger) og at tillade fjendtlige gennembrud. Denne tilgangsvinkel bragte ham stor succes, men hans død i 1945 betød, at han blev overskygget af sine rivaler, som gik ind for manøvrekrigsførelse.
Model blev bemærket af Hitler før 2. verdenskrig, men deres forhold blev ikke specielt nært før 1942. Hans vedholdende måde at føre krig på og aggressive personlighed betød, at Hitler anså ham for at være sin bedste hærchef og gentagne gange gav ham til opgave at genoprette desperate situationer. Forholdet mellem dem var dog brudt sammen ved krigens slutning, efter at Model var besejret i Ardennerslaget.
Model blev anset som en omhyggelig og kompetent leder, men var kendt for at "kræve for meget og kræve det for hurtigt". Han accepterede ingen undskyldninger for fejltagelser, hverken fra sine underordnede eller overordnede. Hans styrker sagdes at have "lidt under hans alt for hyppige fravær og fejlfyldte, inkonsistente krav" og at han ofte mistede fornemmelsen for, hvad der kunne og ikke kunne lade sig gøre. På den anden side betød hans afsky for bureaukrati og hans grove tale, at han ofte blev vellidt af underordnede.[3]